Vores verden

Mejlby Vandværk er ikke bare éet men hele to vandværker.

Blandt fredelige parcelhuse finder vi Mejlby Vandværk, men vi stopper ikke her for i den anden ende af Mejlby ligger der et vandværk næsten magen til.

Disse to vandværker har mere med hinanden at gøre end det umiddelbart ser ud til - de er nemlig forbundet af vandledninger under jorden.

Fælles for de to vandværker er at alt er nøje udvalgt og mærket efter alle kunstens regler, så selv en 3. klasses elev ville kunne følge vandets vej gennem systemet.

Selvom vandværket er mindre end et almindeligt parcelhus rummer den utrolig meget moderne teknik, men bare rolig forklaringen kommer her:

  • Først pumper vi råvandet op fra grundvandet. Det gør vi fra en af vores boringer ude i indvindingsområdet.
  • Et filter på den nederste del af forerøret (forerøret sikrer at boringen ikke falder sammen og det sikrer at vandet kun hentes fra det ønskede lag i jorden), sikrer at der ikke kommer sand med op fra grundvandet.

  • Det er vigtigt at vi ikke pumper for hårdt i boringerne, for så risikerer vi at få pesticider, salte og andet godt med op. 
  • Vi har et SRO computerprogram på en tablet, så driftsmedarbejderen kan holde øje med boringen og styre den overalt – smart ikke? (SRO = System til Styring, Regulering og Overvågning af vandværket)
  • Vandet transporteres til vandværket i rørledninger under jorden.
  • Vi har hydroforer på begge vandværker.

  • En hydrofor er en beholder, hvor vandet opbevares under tryk.

  • Der er koblet en pumpe til denne beholder og når trykket bliver for lavt så starter pumpen.

  • Når vandet opbevares under tryk, så behøver pumpen ikke starte hver gang der bliver åbnet for en vandhane.

  • Jo oftere pumpen kører jo mere jævnt er vandtrykket, men jo oftere pumpen kører jo mere strøm bruger den også.

  • Vidste du at vand med ilt også smager bedre og at vi ilter vores vand inde i hydroforeren?

  • Vi har sikret os at vandniveauet i hydroforen aldrig bliver så lavt, at luft kommer ud i ledningerne.

  • For at sikre at vandledningerne er rene laver vi returskyl af og til. Dette er lidt specielt fordi vi har et lukket system. Fordi vi ikke kan se om vandet er klart tager vi en masse prøver som viser os om vandets kvalitet er i orden før vi sender vandet ud til dig.

  • I fældningsbassinet bundfældes jern og mangan og kan på den måde blive fjernet fra skyllevandet. Resten af skyllevandet bruges ikke, men bliver ledt ud til et vandløb eller i kloak. Det bundfældede jern og mangan bliver samlet op af en slamsuger og kørt på losseplads.

Vandkvaliteten sikres gennem udtagning af vandprøver, løbende gennem året. Dette sker i samarbejde med et godkendt analyseinstitut og Aarhus Kommune, hvor Aarhus Kommune er tilsynsførende myndighed.

Vandværket på Mejlbyvej forsyner normalt Koldkærvej og nord herfor samt nord for Kaløvej.

Vandværket på Helbovej forsyner normalt Kaløvej samt resten af Mejlby syd for Koldkærvej og Kaløvej.

Mejlby Vandværk drives af vandværkets bestyrelse i tæt samarbejde med lokale entreprenører.